nede i den nærmeste
storindkøbs business
så som Føtex
Netto
Fakta
Kvickly
Rema
eller Lidl
sender de hilsner til samarbejdspartnere
der leverer alle de vidunderstoffer
der gemmer sig i indpakningen
der er hilsen til
Løvens kemiske
Novo Nordisk
Cheminova
med tak for godt samarbejde
og en stor hoben afhængige forbrugere

“I got the poison – you got the remidy
I got the poison – you’ve got the potion
to cure the calamity”

Jeg har travet rundt på græsset, en rum tid nu, nydt det dugvådt. Jeg har prøvet at nærme mig dig, men hver gang træder du et skridt til side, det er underligt, for det er som om vi hører sammen et sted i denne evighed. Jeg slår ud med mine arme, spilder den halvkølige kaffe, dér på plænen, løfter mit hoved mod himlen, lader de spæde morgenstråler, den lette dis og svagt kølige brise gøre mig opmærksom på min eksistens.

Græsset begynder at flå lidt i mine fodsåler, jeg ser du smiler let, jeg kan mærke din afstand til mig mindskes. Solen vågner lidt mere, bedene begynder at få lidt liv, jeg føler det samme. Haven har ligget ubrugt i en længere periode, du sætter dig på hug, vender de sten der afgrænser bedet, begynder stille at luge i ukrudt, symbolsk fjerner du uønskede dele, først stille, velovervejet, langsomt sætter du tempoet op, nu bliver det mere en grovsortering af uønskede vækster.

Jeg sætter mig hen til bordet for at studere dine bevægelser, det begynder at trække voldsomt i min krop, mens du flår planter og ukrudt ud af bedet stikker det kraftigt i mig. Mine indvolde prøver at holde sig inden i mig, men jeg mærker et stik for hver plante der rives ud. Du vender kalenderblade med dine hænder, visne planter, afgnavede frugter, døde insektkadavre og de sidste spirer får lov at mærke, sommeren er på vej.

Følelsesløs hænger jeg i min stol, du passerer mig, værdiger mig ikke et blik, din kaffekop er tom, min ligeså. Du så da jeg kastede om mig med dråberne, i ligegyldighed henter du en ny kop, glemmer at tilbyde mig en ny, måske jeg befinder mig på et andet plan, du forsvinder foran mine øjne, forsvinder ind i dig selv, jeg forsvinder ud.

svært overkommelig

sidste gnist slukkes

humiditeten i stuen

nærmest ikke eksisterende

det næste halve år

vil forløbe

mumificeringsproces

med hans indre

datoen for øjne

nemhed og retsmedicinsk snilde

fastslår tidspunkt

sammensunket i sofa

fastlåst i læsestilling

båre

blåt blink

tæppeafdækket

ensomhed

udsluses denne verden

sidste åndedrag

æoner siden

humanoidens sidste bastion

overtaget af

farvel verden

Det virkede halvt underligt at skulle sidde, afslappet i en stol, mærke varmen fra solen brænde sig fast til huden, stille men sikkert forlod store hudflager mine ekstremiteter. På trods af løfter, fra meteorologer, brød denne sommer alle gængse normer for normalt vejr. Jeg blev lidt mistænkelig da vandet i mit glas var fordampet, ganske uden varsel, det var det første tegn på at noget virkelig ikke var som det burde være.

Uden varsel tørrede græsplænen under mine fødder ud, jeg havde ellers forberedt mig på det værste, havde brugt en gedigen “sunblocker”, men lige hér hvor jeg sad, tror jeg ikke noget ville have hjulpet.

Hun havde stået lidt fra mig, med haveslangen, havde smilet bare sekunder før, nu da jeg kastede mine øjne i retning af hende, så jeg bare en hob af afbrændt hud og en bunke knogler der, på en surrealistisk måde, havde dannet en skulptur af et organisk materiale, der engang havde været.

Nu bed jeg mærke i at lyset blev stærkere, kom nærmere, kuglen jeg havde set på himlen, var blevet til en flade, jeg ikke kunne overskue dimensionerne på, og netop i et nødvendigt øjeblik, kunne jeg mærke små stik i min overhud, narkoselægen sagde: “Om et øjeblik vil du, være væk.”

Hun huskede alle ordene der blev sagt, med en autists præcision lagrede hun alt i hovedet. Han virkede som en dement, med en alt for kort hukommelse, nogle sagde det perfekte par. Virkeligheden var en anden.

Han huskede kun alt for godt, den virkelighed hun havde fortrængt. Hun huskede kun alt for godt alle de ligegyldige fraser, der var blevet udvekslet imellem dem. Frustration på frustration blev bygget på deres samliv, han lukkede af, hun åbnede for Gud og hver mand. Alle i kvarteret kendte parret, men ingen vidste hvilken tragedie der lå gemt i huset, bag de nedrullede gardiner, den låsede dør og evigheden i forholdet.

Hun havde fået nok, alligevel fulgte hun den daglige rytme, hans kaffe blev serveret, punktligt og på sengen, vanligt tømte han koppen. Krøb i tøjet. Sprang badet over. Pakkede mappen og madpakken, kyssede hende på kinden til farvel, forlod huset mod stationen, forstads bonderøv som han var, med pendlerkort, venner der kun ringede for at høre om de kunne benytte ham til at gennemgå regnskaber, og hvordan de bedst muligt kunne unddrage skat.

I toget begyndte han at krampe, først stille, kontrolleret, dernæst uhæmmet, ukontrolleret, kaskader af opkast væltede ud af ham, han stirrede skræmt frem for sig, dels i indignation over situationen, dels for at se medpassagerernes reaktion på hans pludselige ildebefindende. Han mistede bevidstheden, gled stille ind i døden.

De hentede hende, politiet, tre timer efter hans død havde indtrådt. De bragte hende til stationen, for at stille de obligatoriske spørgsmål. Paradoksalt nok, kunne hun intet huske, havde fortrængt hans eksistens – fandens god arsenik, tænkte hun.

Den piskede mod termoruderne, uden tanke om hvor de ville ende, løb dråberne en uvis fremtid i møde, regnen satte spor af dystre tanker i mit indre. Teen i koppen dampede, duften fra darjeeling’en efterlod dufte fra en tid jeg havde fortrængt. Bogen jeg havde i min hånd, satte mine tanker yderligere i bevægelse.

Stadig piskede dråberne mod ruderne, kraftigere, mere intenst, som om de ville ind, ind for at gøre mig opmærksom på de eksisterede. Jeg prøvede at blokere for deres hamren mod vinduerne, men den insisterende vilje, dråberne lagde for dagen, påvirkede læsning og tedrikning, min koncentration svækkedes, mine tanker begyndte at tage form af cirkulære baner, hele tiden dukkede de samme erindringer op, med nye fortegn, alternative sammensætninger, boglæsningen forvistes til en sekundær plads, billeder begyndte at markere sig for mit indre øje.

Regndråber der med vedvarende effektivitet, buldrede mod min hjerne, sendte strømme af dig imod min pandevæg, en hovedpine begyndte at sende de velkendte smerter rundt i mine nervebaner, bogen landede på gulvet, jeg fik drukket min te, begyndte at tænke i kaffebaner, for det var nu jeg begyndte at forbande, mit misbrug.