Hun huskede alle ordene der blev sagt, med en autists præcision lagrede hun alt i hovedet. Han virkede som en dement, med en alt for kort hukommelse, nogle sagde det perfekte par. Virkeligheden var en anden.
Han huskede kun alt for godt, den virkelighed hun havde fortrængt. Hun huskede kun alt for godt alle de ligegyldige fraser, der var blevet udvekslet imellem dem. Frustration på frustration blev bygget på deres samliv, han lukkede af, hun åbnede for Gud og hver mand. Alle i kvarteret kendte parret, men ingen vidste hvilken tragedie der lå gemt i huset, bag de nedrullede gardiner, den låsede dør og evigheden i forholdet.
Hun havde fået nok, alligevel fulgte hun den daglige rytme, hans kaffe blev serveret, punktligt og på sengen, vanligt tømte han koppen. Krøb i tøjet. Sprang badet over. Pakkede mappen og madpakken, kyssede hende på kinden til farvel, forlod huset mod stationen, forstads bonderøv som han var, med pendlerkort, venner der kun ringede for at høre om de kunne benytte ham til at gennemgå regnskaber, og hvordan de bedst muligt kunne unddrage skat.
I toget begyndte han at krampe, først stille, kontrolleret, dernæst uhæmmet, ukontrolleret, kaskader af opkast væltede ud af ham, han stirrede skræmt frem for sig, dels i indignation over situationen, dels for at se medpassagerernes reaktion på hans pludselige ildebefindende. Han mistede bevidstheden, gled stille ind i døden.
De hentede hende, politiet, tre timer efter hans død havde indtrådt. De bragte hende til stationen, for at stille de obligatoriske spørgsmål. Paradoksalt nok, kunne hun intet huske, havde fortrængt hans eksistens – fandens god arsenik, tænkte hun.
