Jeg har travet rundt på græsset, en rum tid nu, nydt det dugvådt. Jeg har prøvet at nærme mig dig, men hver gang træder du et skridt til side, det er underligt, for det er som om vi hører sammen et sted i denne evighed. Jeg slår ud med mine arme, spilder den halvkølige kaffe, dér på plænen, løfter mit hoved mod himlen, lader de spæde morgenstråler, den lette dis og svagt kølige brise gøre mig opmærksom på min eksistens.
Græsset begynder at flå lidt i mine fodsåler, jeg ser du smiler let, jeg kan mærke din afstand til mig mindskes. Solen vågner lidt mere, bedene begynder at få lidt liv, jeg føler det samme. Haven har ligget ubrugt i en længere periode, du sætter dig på hug, vender de sten der afgrænser bedet, begynder stille at luge i ukrudt, symbolsk fjerner du uønskede dele, først stille, velovervejet, langsomt sætter du tempoet op, nu bliver det mere en grovsortering af uønskede vækster.
Jeg sætter mig hen til bordet for at studere dine bevægelser, det begynder at trække voldsomt i min krop, mens du flår planter og ukrudt ud af bedet stikker det kraftigt i mig. Mine indvolde prøver at holde sig inden i mig, men jeg mærker et stik for hver plante der rives ud. Du vender kalenderblade med dine hænder, visne planter, afgnavede frugter, døde insektkadavre og de sidste spirer får lov at mærke, sommeren er på vej.
Følelsesløs hænger jeg i min stol, du passerer mig, værdiger mig ikke et blik, din kaffekop er tom, min ligeså. Du så da jeg kastede om mig med dråberne, i ligegyldighed henter du en ny kop, glemmer at tilbyde mig en ny, måske jeg befinder mig på et andet plan, du forsvinder foran mine øjne, forsvinder ind i dig selv, jeg forsvinder ud.
