Det virkede halvt underligt at skulle sidde, afslappet i en stol, mærke varmen fra solen brænde sig fast til huden, stille men sikkert forlod store hudflager mine ekstremiteter. På trods af løfter, fra meteorologer, brød denne sommer alle gængse normer for normalt vejr. Jeg blev lidt mistænkelig da vandet i mit glas var fordampet, ganske uden varsel, det var det første tegn på at noget virkelig ikke var som det burde være.
Uden varsel tørrede græsplænen under mine fødder ud, jeg havde ellers forberedt mig på det værste, havde brugt en gedigen “sunblocker”, men lige hér hvor jeg sad, tror jeg ikke noget ville have hjulpet.
Hun havde stået lidt fra mig, med haveslangen, havde smilet bare sekunder før, nu da jeg kastede mine øjne i retning af hende, så jeg bare en hob af afbrændt hud og en bunke knogler der, på en surrealistisk måde, havde dannet en skulptur af et organisk materiale, der engang havde været.
Nu bed jeg mærke i at lyset blev stærkere, kom nærmere, kuglen jeg havde set på himlen, var blevet til en flade, jeg ikke kunne overskue dimensionerne på, og netop i et nødvendigt øjeblik, kunne jeg mærke små stik i min overhud, narkoselægen sagde: “Om et øjeblik vil du, være væk.”
